• Mens Trump skaber kaos: Danske pensioner redder kronen

    Source: BDK Finans / 24 Jul 2025 10:36:35   America/Los_Angeles

    Mens Donald Trump fortsætter med at sætte verden i brand med nye toldsatser, er der et sted at finde ro. Det er den danske krone. Her i handelskrigen overrasker kronen ved at være uhyre stabil. Og det er der en helt særlig årsag til – nemlig danskernes milliardstore pensionsopsparing. Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan pensionsselskaberne i rigt omfang har forsikret sig mod årets fald i dollaren ved at købe danske kroner og sælge dollar. Den stabile krone er også en stor fordel for boligejerne, hvis Den Europæiske Centralbank, ECB, som ventet sætter eurorenten yderligere ned til efteråret. Det fremhæver både Sydbank og Danske Bank, der begge følger den danske valuta tæt. »Kronen har ligget forbløffende stabilt de seneste måneder, når vi ser på, hvor store udsving der har været på de globale aktiemarkeder og obligationsmarkedet,« siger chefanalytiker i Danske Bank Kristoffer Kjær Lomholt og fortsætter: »Normalt vil vi se, at når der er store frasalg i aktiemarkederne, vil kronen blive svækket. Så vil folk gå ud og sælge kroner og købe dollar i stedet på grund af usikkerheden. Det så vi også lige efter Liberation Day, men siden er det ikke sket,« forklarer Kristoffer Kjær Lomholt. Tæt på den perfekte kurs Med Liberation Day henviser han til 2. april i år, hvor Donald Trump annoncerede et væld af nye toldsatser over for verdens lande. På få dage faldt de amerikanske aktier med ti procent, og den amerikanske statsrente bragede op. Et storsalg af amerikanske aktiver, der sendte dollaren ned. Trods denne turbulens har kronen holdt kursen. I øjeblikket koster 100 euro 746,08 kroner. Det er meget tæt på det, der hedder paritetskursen, hvor 100 euro koster 746,04 kroner. Det er den kurs, Nationalbanken vil have kronen så tæt på som muligt af hensyn til vores fastkurspolitik. Fastkurspolitikken er den absolutte hjørnesten i vores pengepolitik, fordi den er med til at sikre stabilitet, ikke mindst for vores eksportvirksomheder. Køber ind for milliarder Ingen ved, præcis hvorfor kronen har ligget så stabilt, men økonomerne fra de to banker mener, at det i høj grad kan skyldes, at pensionsselskaberne har forsikret deres investeringer på det amerikanske aktiemarked mod fald i dollar. Når dollaren falder, giver det et lavere afkast til danskerne, og det har fået pensionsselskaberne til at skrue op for deres forsikring mod en svagere dollar, således at 73,5 procent af de amerikanske investeringer er sikret mod et dollarfald. Ved årets indgang var det 62,6 procent. Ifølge Sydbank betyder en stigning i afdækningen på et procentpoint et køb af danske kroner på 15 milliarder kroner. Det betyder, at pensionsselskabernes kraftigt øgede afdækning har udløst køb af danske kroner for 150 milliarder kroner. »Det kan være, at det har været en redningskrans for kronen oven på den tumult, vi så på aktiemarkederne tilbage i april,« påpeger seniorøkonom i Sydbank Mathias Rømer Sproegel. Han mener, at kronekursen har opført sig meget kedeligt hele året. Det vil med andre ord sige, at den har ligget og bevæget sig stille og roligt omkring paritetskursen. Det totale fravær af dramatik om kronen er naturligt nok en fordel for vores fastkurspolitik. Herudover er det også en gevinst for boligejerne. Boligejerne vinder på stabiliteten Torsdag i denne uge er der rentemøde i Den Europæiske Centralbank, ECB. Her mener økonomerne, at det er så godt som sikkert, at renten vil blive fastholdt. Men senere på året går forventningen på, at den europæiske rente vil blive sat yderligere ned. Hos Danske Bank tror man, at renten vil blive sat ned med 0,25 procent fra to procent og til 1,75 procent. Og Nationalbanken vil bare følge trop, så den danske rente får et nøk nedad fra 1,6 procent til 1,35 procent. Dermed kan boligejerne score gevinsten af både den stabile krone og lavere renter. Det er dog langtfra altid, at pensionsselskabernes køb af forsikringer mod fald i dollaren eller andre valutaer har hjulpet kronen. Sidst det skete i samme omfang som i dette forår, var det med til at skabe det største opadgående pres mod kronen, der er set i mange årtier. Det var tilbage i 2015. Ville skabe pres Siden dengang har Nationalbanken løbende opgjort, hvor meget pensionsselskaberne forsikrer sig mod udsving i forskellige valutaer. »Det var det tidspunkt, vi har været tættest på at opgive fastkurspolitikken,« siger Mathias Rømer Sproegel og fortsætter: »Hvis du i starten af året viste mig kurven for, hvor meget pensionsselskaber ville afdække mod dollar i år, ville jeg sige, at det helt sikkert ville skabe et pres, der kan tvinge kronen op i værdi, men det er ikke sket,« siger Mathias Rømer Sproegel. Spørgsmålet er nu, om pensionsselskabernes køb af danske kroner kan fortsætte med at holde kronen stabil, hvis handelskrigen intensiveres yderligere. For økonomerne er det i hvert fald klart, at danskernes pensionsopsparing har været en buffer i en urolig tid – en buffer, der både beskytter kronekursen og sikrer danske boligejere lavere renter. https://www.berlingske.dk/oekonomi/mens-trump-skaber-kaos-danske-pensioner-redder-kronen
Share on,